En pause, der gav mening

Nøj, hvor er det dog længe siden, jeg sidst sad her ved tasterne og forsøgte at få tankestrømmen til at give mening i form af visuelle ord på en oplyst computerskærm. De sidste måneder har forandret mit liv på både godt og ondt. Det har været en følelsesmæssig rutsjebanetur. Og jeg har ladet bloggen, og mange andre ting, stå helt stille, for at være fuldt tilstede det helt rigtige sted.

Min bedstefar har hver dag i hele mit liv været fuldt tilstede overfor mig, og han har aldrig nogensinde tøvet med at hjælpe, når jeg havde brug for det. For snart 3 måneder siden var det ham, der fik brug for hjælp - og ikke mindst omsorg. Og der var ingen tvivl om, at det var hos ham jeg skulle være, de sidste par måneder.

Jeg har slet ikke kunne finde ud af med mig selv, om jeg skulle skrive om det her på bloggen. Og jeg ved lige nu, her mens jeg sidder og skriver, heller ikke om det er "det rigtige". Men hvem ved hvad, der er det rigtige, i sådan en situation. Jeg blev i hvert fald enig med mig selv om, her den anden dag, at jeg ikke følte, at jeg kunne komme i gang med at skrive på bloggen igen uden at forklare overfor jer, men mest af alt sætte ord på, overfor mig selv, hvad det er der sket, som har gjort, at jeg ikke har haft energien til at skrive noget som helst.

Og jeg er også blevet enig med mig selv om, at sorg er en ærlig sag, og at min bedstefar, om nogen, fortjener at blive husket og talt om. Sådan har det fleste børnebørn det nok - det håber jeg i hvert fald.
Befar, som jeg kalder ham, var min bedsteven, og det har han altid været. Og jeg kan på ingen måde takke ham og min mormor nok for al den kærlighed og omsorg, de har givet mig i min opvækst. Og som de stadig giver mig i dag. For jeg er fuldstændig sikker på, at Befar stadig holder en hånd over min mormor, mig og resten af familien nu <3

Som jeg nævnte har det virkelig været en rutsjebanetur. Dagen før Befar gik bort, fik jeg at vide, at jeg var kommet ind på studiet, og det betyder alt i verden for mig i dag, at jeg nåede at få det sagt til ham, og kunne se hvor stolt han blev. De der små lysglimt i mørket, som at se min bedstefar lyse op over sådan en nyhed, selv når han havde det så skidt, er mere værd for mig, end ord kan beskrive. Og det er de fine, rørende og meningsfyldte øjeblikke jeg husker og tager med mig. Og jeg vil altid være fuldstændig sikker på, at jeg var tilstede det helt rigtige sted de måneder. Det blev for alvor min tur, til at være der for ham, som han altid har været der for mig. Og jeg ville stadig sidde ved hans side lige nu, hvis jeg havde muligheden <3

Mit forhold og bånd til min bedstefar, og hele den her oplevelse, er så stor en del af mig, at jeg ikke bare kunne "springe henover det", og fortsætte med bloggen hvor jeg slap. Derfor dette indlæg. Men nu skal jeg i gang igen. Det skal jeg, fordi det gør mig glad - Og fordi jeg ved at min Befar kigger ned og både håber på og ønsker, at vi alle lever videre - lever livet - og gør det, der gør os glade.

Synes godt om

Kommentarer

Nadia Kristiansen
,
Årh, hvor gav dit rørende indlæg mig lige tårer i øjnene :'(
Smukt smukt indlæg og jeg er helt sikker på han sidder deroppe et sted og er super stolt! :-*
mindfashion
mindfashion,
Tusinde tak, Nadia <3 Det er jeg også sikker på han gør <3 Godt man har alle minderne at holde fast i! :-*
nouw.com/mindfashion