Second hand i Aarhus

I fredags var jeg i Aarhus og havde for en gangs skyld tid nok til at se lidt mere af byens udvalg på “second hand”-fronten. Da jeg boede i Aarhus fik jeg aldrig prioriteret sådan rigtigt at gå på opdagelse i byen… Jeg troede også, at jeg skulle bo der noget længere. Men sådan er livet jo så forunderligt.

Tilbage til emnet. Jeg tog mig det meste af fredag tid til at besøge et par lækre butikker. Og det er selvfølgelig dem, I skal præsenteres for nu.

All Time Vintage

Første butik på ruten blev All Time Vintage. All Time Vintage er, som navnet stærkt indikerer, en vintage butik. Og hold nu op hvor var den fed! Lige da jeg trådte ind, var jeg noget overvældet. Jeg har personligt ikke selv shoppet så meget vintage tøj indtil nu og vidste derfor ikke helt, hvor jeg skulle starte. Heldigvis er All Time Vintage en af de bedst sorterede “genbrugs”-forretninger jeg har set - og det gør det altså super nemt og overskueligt at finde lige præcis det, man er på udgik efter. Jeans, læderjakker, denimjakker, lange kjoler, striktrøjer - alt er sorteret og hænger nydeligt! Musikken og atmosfæren er skøn og rolig - man får virkelig lyst til at give sig tid til at gå på eventyr i alle vintage-gemmerne. Priserne er min optik super fine og fair. Men jeg er også en af dem, der gerne giver det samme for brugt tøj, som for nyt, hvis standen er god - og det er den på tingene hos All Time Vintage.

Og jeg endte da også med at måtte have en lille vintage-juvel med hjem. Da jeg, ved stativet med overgangsjakker, spottede den røde krave og det fine mønster med små huse, måtte jeg straks hen i prøverummet og se hvordan denne skønne, gamle Ralph Lauren outerwear-jakke passede. Og til min glæde - som fod i hose! Sådan helt perfekt oversized. Og jeg glæder mig til at style den på mange måder med ting fra min garderobe.

Du finder All Time Vintage på instagram her: @alltimevintageaarhus

Adresse: Nørregade 42, 8000 Aarhus

Komma Aarhus

Næste butik jeg lagde et kig forbi, var Komma Aarhus. Komma har jeg ønsket at besøge længe og jeg har fulgt dem på instagram i lang tid. Komma er en second hand butik med reol-koncept. Det vil sige, at private kan booke sig ind på en reol hos Komma for et beløb pr. uge (læs mere om Komma’s priser her) og herigennem sælge deres brugte tøj, sko og accessories.

Dette koncept gør, at der virkelig er noget at finde for alle og en hver. Der er mærker og priser i alle klasser. Fra H&M til By Malene Birger. Man kan virkelig gå på opdagelse og finde nogle helt fantastiske ting - men det kræver, at man sætter tid og tålmodighed af for der er MEGET at kigge på! Atmosfæren er afslappet og hyggelig - og jeg kan kun forestille mig, at det tilmed er et fedt sted af sælge sine ting!

Du finder Komma Aarhus på instagram her: @komma_aarhus

Adresse: Studsgade 6, 8000 Aarhus

Högenhof Preloved Luxury

Sidste stop på ruten for denne gang blev en gammel, men vildt skøn, kending - luksus second hand butikken Högenhof. Högenhof var en af de butikker jeg besøgte oftest, da jeg boede i Aarhus. Og gensynet var glædeligt! Selve det fysiske indtryk i Högenhof er så fint og sart og luksuriøst på den der helt rigtige skandinaviske, minimalistiske måde. Og ejeren er altid smilende og meget hjælpsom! Og rundt langs alle vægge hænger så oceaner af lækkert second hand tøj. I butikken her kan du også nemt finde et par “gamle-nye” sko eller smykket til en dig selv eller en special-someone. Med mærker som Notabene, Gucci, Mulberry, Céline, Ganni, Heatmade osv. er der godt med lækkerier at kigge- og prøve på.

Högenhof kører med kommissionskonceptet. Du kan som privat sælge udvalgt tøj hos Högenhof. Ved salg får du 50% af salgsprisen og Högenhof tjener de andre 50%.

For mig er det nu blevet en tradition, at jeg skal et smut forbi Högenhof, når jeg befinder mig i Aarhus.

Du finder Högenhof på instagram her: @hogenhof_preloved_luxury

Adresse: Badstuegade 18, 8000 Aarhus

Ovenstående 3 billeder er fra Högenhof's instagram.

Synes godt om

Kommentarer