Sporty, spændt og spaghetti

Puha... Nu er det altså SNART! Om kun 2 dage starter jeg mine 25 uger på højskole. Jeg er simpelthen SÅ spændt, men også meget nervøs! (Dog ikke så nervøs som jeg var da jeg skulle starte på efterskole, så lidt modigere er jeg måske blevet?) Jeg glæder mig helt vildt til at få en hverdag fyldt med fitness, styrketræning, løb, mindfullness, kreativitet, boldspil og ikke mindst en masse lige så motionsglade mennesker som mig selv :) Dog må jeg indrømme, at styrketræningen ikke har stået allerhøjest på listen her henover jul og nytår, og deraf også den lidt krøllede overskrift - mine arme føles nemlig en smuuule spaghetti-ish lige nu :) Men det skal der laves om på! Det er stadig helt mærkeligt for mig at tænke på, at jeg selv kom med den her idé til min kæreste og mine forældre - og det tror jeg også det er for dem. Men lige så mærkeligt jeg finder det, ligeså stolt er jeg også af mig selv! For jeg har aldrig nogensinde turdet kaste mig ud i noget lignende - I hvertfald ikke uden at kende nogen, der skulle med. Jeg har også bestemt mig for, at jeg fra start af vil være fuldstændig mig selv og forholdsvis hurtigt få fortalt et par folk hvordan min situation ser ud (forhåbentligt uden at virke alt for overrumplende). Af en eller anden grund føles det bare trygt, at nogen ved, hvad det er man går og knokler med, og kan være der som støtte, hvis det skulle ske at brænde på. Det er nok egentlig et af de bedste råd, jeg kan give folk, der har det ligesom mig. Find et par personer i klassen, på arbejdet, derhjemme, i sportsklubben som du er tryg ved at fortælle om din situation. Jeg kan huske en gang i 1. g (lyder godt nok en kende gammel lige nu), hvor jeg skulle fremlægge alene i engelsk, og jeg var nervøs! Jeg rystede på både hænder og stemme (her kommet spaghetti-følelsen lige ind i billedet igen) og snublede over ordene, hvilket bestemt ikke hjalp på den rødmen, der lige så stille sneg sig op gennem mine kinder. Da jeg havde kæmpet mig gennem første slide i mit PowerPoint, måtte jeg stoppe og og sige (på engelsk selvfølgelig - I stayed in caracter - endnu et skulderklap jeg glemte at give mig selv) at jeg altså var meget nervøs. Det gjorde at jeg fik omkring 25 smil tilbage og en lærer, der sagde, at det var helt i orden, det gik super fint! Derefter havde jeg det langt bedre! Jeg kunne huske hvad jeg skulle sige, jeg snublede ikke længere over ordene, jeg rystede væsentligt mindre og havde det i det hele taget bare meget bedre med at stå deroppe foran hele klassen, for jeg vidste, at de forstod, at jeg var nervøs og at det ikke var let for mig. Efter at have startet bloggen er det stille og roligt blevet lidt en "mission" for mig, at gøre usikkerhed, nervøsitet, lavt selvværd, angst og depression mindre tabubelagt. Det hjælper helt utroligt meget, at få sat ord på hvordan man går og har det - Om det så er til ens forældre, bedsteveninde, kæreste, klassekammerat, lærer, kollega eller man simpelthen bare skriver det ned i en dagbog (eller blog?). Sportstøjet er pakket og jeg føler mig meget bedre rustet til mit nye eventyr, end jeg havde turde håbe på! Et halvt år, som egentligt skulle have været brugt på at arbejde i butik, er blevet brugt væsentligt mere værdifuldt - værdifuldt på en anden og ikke-økonomisk måde vel at mærke. For efter adskillige samtaler hos min psykolog og ugentlige timer på kursus, kan jeg pludselig mærke, at et eller andet er anderledes. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er endnu, men det føles rigtigt og det føles godt! Nu må det bare gerne blive onsdag :) Stort nytårskram herfra og tak fordi I stadig følger med trods lidt lange pauser!

Synes godt om

Kommentarer