Mit 2019 (...)

Tankespind, Inspiration, Velvære






På en kold morgen som denne ville jeg normaltvist slæbe mig selv ned på sofaen, tænde for noget unødvendigt flimmer og rulle mig ind i et varmt tæppe... Og det er der som sådan heller ikke noget galt i, hvis det bare lige er det man trænger til.

Men for at starte rigtigt ud på det nye år - og for at følge punkt 2 på min "liste" - hoppede jeg i stedet i et par gamle tøfler og min fars arbejdsjakke og vandrede ud i haven.

Det her billede (og en lille video, der formodentlig senere dukker op på min instagram @nadiabaekgaard) blev resultatet.


Ja, hvis bare det var så nemt… ”Sådan skal mit 2019 være!” Det er ønsketænkning, helt selv at kunne tilrettelægge sit nye år. For vi kan jo altså ikke forudse fremtiden. Men man kan jo - som så mange gør - lave sig nogle nytårsfortsæt.

Nytårsfortsæt synes jeg dog, har fået sig en sådan lidt øv-agtig klang. Det er lidt blevet det der, vi sådan, helt obligatorisk, spørger hinanden ind til, ved middagsbordet d. 31. December, når alkoholen har fået lidt fat og vi kan mærke optimismen strømme gennem kroppen. Og så når vi alligevel knapt at tænke, før vi, sådan lidt henslængt, og i kor, siger: ”Ja, jeg skal vel i bedre form – men det siger jeg jo hvert år”.

Så i år har jeg forsøgt at sætte mig nogle andre former for nytårsfortsæt, end dem jeg plejer (dem vi alle plejer). Nogle mere personlige og nogle mere konkrete end ”ja, jeg skal vel i bedre form..”

Mit første punkt, på listen i år, er at forsøge at leve i nu’et. Det lyder så frygteligt kliché-agtigt, men det er nu en gang det. jeg virkelig har brug for. Jeg går altid rundt og bekymrer mig sådan om fremtiden. Hvad sker der i morgen, hvor skal vi bo om 6 måneder, hvornår finder jeg et job, etc.? Og jeg holder mig selv fra at gøre ting, jeg gerne vil, fordi jeg regner med, at jeg alligevel snart skal videre, og at det derfor ikke giver mening at starte på noget nyt. Men den indstilling skal i år skiftes ud med en ny. I år vil jeg forsøge (med tryk på ”forsøge”) at leve, lige præcis hvor jeg er, når jeg er.

Andet punkt omhandler på sin vis det her bloggeri 😊 Det er ikke et mål, der decideret omhandler ”at blogge mere”, men et mål om at gøre ting, jeg synes er sjovt og spændende – og med dette følger, at være mere ”ligeglad” med, hvad andre nu skulle tænke om det. Så i år vil jeg forsøge at skrive om præcis det, jeg lige går og føler for, og fotografere mere, fordi jeg elsker det. Om det er spændende for alle, der følger med, kan jeg alligevel aldrig hverken styre eller opnå. Men jeg håber da, at I af og til vil falde over noget herinde, I finder værd at kaste et ekstra blik på 😉

Sidste punkt på listen (so far) omhandler selvfølgelig den famøse ”bedre form” - for kan man overhovedet lave nytårsfortsæt uden at have den med? Jeg har dog i år prøvet at gøre den uhåndgribelige ”bedre form” mere konkret og på den måde forhåbentlig opnåelig. I år vil jeg nemlig rigtig gerne løbe 3 halvmaratoner. Og ja, nu hvor jeg har delt det på internettet, er der vel ingen vej udenom??? 😳😂💛

Egentlig tænker jeg, om det overhovedet er klogt at sætte sig mål for det nye år. For nogle skaber det, at have en plan, nok en god motivation for forbedring. For andre giver det måske større anledning til følelsen af mislykkethed, når året er omme og formen ikke så frygteligt meget bedre. Og måske er der nogle, der har det bedst med at leve livet helt (eller næsten helt) uden planer, deadlines og målsætninger – for så kan det jo aldrig gå rigtig galt(?) Vi er ikke ens – tværtimod – så jeg har fuldt respekt for hvad end, I føler, der er bedst for netop jer ✨

Men lad os da se, hvordan det hele er gået, når jeg, om et år, opsummerer mit 2019.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229